Emil Bay

En enkel pære oplyser det ellers bælgmørke rum. Skjorter og jakker hænger side om side foran en nydelig redt seng. I vindueskarmen ligger to bøtter med tuscher i alle regnbuens farver. Et keyboard står lænet op ad den hvide væg, og på stolen sidder Claus. Fingrene danser hen ad keyboardets tangenter. Frem og tillbage spiller han den samme skala. Gentagelse efter gentagelse. I en form for trance sidder han dybt koncentreret. I de følgende 15 minutter forlader tankemylderet kroppen, og former sig som en skygge på væggen. De er en del af ham. Det har de været i mange år. 

Claus Betancor er 35 år, krigsveteran, og har siden sin hjemkomst fra Afghanistan i februar 2011 levet med PTSD. En lidelse, der på godt og ondt har præget hans liv lige siden. Claus har haft svært ved at socialisere sig, undtagen når han var påvirket af alkohol eller stoffer. Gnisten har været væk. Det oplever han stadig i perioder.

”Nogle dage kan jeg stå op, for derefter at gå i seng igen.” siger Claus, imens han stirrer stift ud i luften. Han har svært ved at holde øjenkontakt, og selvom han har snakket om sine problemer før, er det stadigvæk ikke rart 

Veteraner kan have svært ved at erkende sine problemer

Claus er langt fra den eneste krigsveteran der lider af PTSD. Veterancentret, der ligger under Forsvarsministeriets Personalestyring, vurderer, at cirka hver tiende krigsveteran udvikler symptomer på PTSD. En af de helt store problemer er, at der kan gå flere år efter hjemkomst, inden de søger hjælp.

Klinikpsykolog på Ryes kaserne Carl Asbjørn Albertsen peger på en række psykologiske faktorer, der kan forklare dette fænomen.

En soldat vil gerne se sig selv som rask, handlekraftig og sig selv, og det kan derfor være svært at indrømme, at man har brug for hjælp. Desuden kan machokulturen, der tidligere har hersket i hæren, være årsag til, at en soldat ikke søger om hjælp.

”En soldat kan se det som et svaghedstegn at bede om hjælp, og tale om sit indre liv.” siger Carl Asbjørn Albertsen. Dog mener han, at kulturen har ændret sig i løbet af de seneste par år, og det er blevet mere almindeligt at turde tale om det.

I fagsprog taler man om en tilpasningsperiode, hvor soldater efter hjemkomst skal vænne sig til livet efter udsendelse. Her oplever mange soldater efterreaktioner. Ifølge Carl Asbjørn Albertsen er der tre reaktioner, de oftest ser. 

For det første er der ufrivillige flashbacks, hvor soldaten genoplever situationer fra udsendelsen, der sætter sig som minder. Desuden kan soldaten have forøget alarmberedskab, der betyder, at personen i overdreven grad forsøger at scanne sine omgivelser for trusler. Endeligt oplever nogle soldater massiv undgåelse, hvor man prøver at undgå steder, situationer og personer der minder soldaten om et traume.

I langt de fleste tilfælde går disse reaktioner i sig selv efter en periode, men for nogle krigsveteraner kan frygten for at slippe kontrollen være med til, at reaktionerne sætter sig fast, og herved udvikle sig til PTSD. 

Claus erkendte heller ikke til at starte med, at han havde brug for professionel hjælp. Det skete først 3 år efter han kom hjem.

”Jeg festede rigtig meget. Drak meget og tog meget coke.” siger han, med et fast blik rettet mod computerskærmen. Det var en flugt for de tanker, der langsomt begyndte at sætte sig fast i sindet. En flugt for den hverdag han oplevede i Afghanistan. 

Jorden er giftig

Det er 55 grader varmt. Der er så meget støv i luften, at man kan kigge direkte op i solen, uden at misse med øjnene. Støvet ødelægger ens slimhinder, så alle render rundt med næseblod. 

Claus står med 40 kilos oppakningen på ryggen. Han er på vej ud i felten med sine kollegaer, for at tale med en kontaktperson. De aner ikke om han er i live, eller allerede er blevet dræbt af Taleban. Foran dem venter mange timers vandring. 500 meter kan nemt tage fire timer. Taleban er begyndt at lave nye miner uden metal, så militærets minesøgere er ikke meget værd. De må træde varsomt, og gætte sig frem til hvor minerne ligger. Jorden er giftig. 

Det eneste Claus kan tænke på er, at han træder forkert. 

”Okay, nu dør jeg. Nu dør jeg. Nu dør jeg.” For hver skridt han tager, gentager han sætningen inde i hovedet. 

Claus husker kun brudstykker af, hvordan det var at være udsendt i Afghanistan. Heldigvis brugte han ikke hver dag ude i felten. Claus var beregner, så størstedelen af tiden tilbragte han med at holde styr på det danske, britiske og amerikanske radionet, samt at tjekke ammunition. Desuden blev han sat til vagttjanser. Én hændelse står dog lysende klart i hans erindring.

Claus står vagt ved porten til MOB Price, en militærbase i Helmand, Afghanistan. En bil med tre afghanere kommer fræsende ind mod basen. Han får at vide over radioen, at de påstår at være fra det afghanske militær. Bilen standser foran ham. Han kigger ind ad sideruden og får øje på en mand, der ligger og pulsbløder fra bagsædet. Blodet står op i en tyk stråle fra armen. 

”Husk at scan ham, husk at scan ham” bliver der råbt. Claus kigger på afghaneren. Han ved godt, at han er nødt til at kropsvisitere ham. 

Med et fast greb om benene hiver Claus ham ud på jorden og begynder sin søgning, men det skal gå stærkt, ellers dør han. Han finder ikke noget, og får ham sendt ind på basen. Men hans visitation havde ikke været grundig nok. Man finder en mobiltelefon på ham. 

”Fuck, det kunne have været en bombe”. Hvis en mobil kan slippe igennem, kan en bombe også. Claus havde sat sine kollegaer og venners liv i fare. Der skete heldigvis ikke noget, men oplevelsen sidder stadig i baghovedet, den dag i dag.

Den evige kamp

Claus søgte først hjælp i 2014, da han under uddannelse i USA oplevede, at bægeret flød over. Hans PTSD sidder i ryggen, hvor han også har to diskusprolaps. En skade, han pådrog sig inden han rejste tværs over Atlanten. 

”Til sidst kunne jeg hverken ligge, sidde eller stå”. Claus lader sig indlægge, og ender med at skylde 170.000kr til sin bank og forældre. Han må droppe sin uddannelse, og vende hjem til Danmark. Først her indser han, at han har brug for hjælp. 

”Jeg tænkte, at hvis det fortsætter sådan her, så dør jeg”

Claus har været i behandling igennem flere omgange, fået udskrevet venlafaxine, et antidepressiv, men er stoppet på det igen. 

”Det laver dig om. Du er hverken sur eller ked af det. Du er bare ligeglad.”

Han kender flere krigsveteraner, der er havnet i samme, eller værre situation som ham.

Fælles for dem alle er, at de ikke søgte hjælp, da de kom hjem. Claus ville ønske, at man lavede en grundigere evaluering af hjemvendte soldater, og til nogen grad tvinge dem igennem en udredning. 

Klinikpsykolog Carl Asbjørn Albertsen forstår Claus’ pointe, men påpeger, at man ikke må tvinge veteraner til behandling, og desuden kan det give bagslag, i form af en endnu højere modstand til hjælp. Man har obligatoriske hjemkomstsamtaler, men han anerkender at det er en stor udfordring, at veteraner selv skal være villige til at søge om hjælp.

”Det er et dilemma, vi er opmærksomme på. Veteranerne kan jo bare sige, at de har det okay” siger Carl Asbjørn Albertsen

Forud for en udsendelse gennemgår soldater flere forløb, der skal forberede dem på, hvad de kan forvente af reaktioner - både under og efter udsendelse. Carl Asbjørn Albertsen mener, at man skal forsætte denne indsats, og måske gøre mere for, at soldaterne tilegner sig viden om efterreaktionerne, og bliver gjort opmærksomme på at mærke efter, om symptomerne på PTSD eller andre sindslidelser opstår.

Forsvaret giver ikke slip på deres krigsveteraner. Claus oplevede, at da han rakte hånden ud efter hjælp, fik han den også. Men det er ikke alle der når dertil, hvor Claus er kommet. De hårdest ramte krigsveteraner ender ofte på veteranhjem eller mændenes hjem. 

Mads Ullerup fra Veterancentret forklarer, at de har oprettet et korps af rådgivere, der rækker ud til dem, der har det sværest.

”Vi opsøger krigsveteraner på opholdssteder, og gør dem opmærksomme på, at vi kan tilbyde dem hjælp.” siger Mads Ullerup.

Et ketamin-trip reddede hans liv

Claus sidder ved spisebordet og piller ved sin pakke Prince light. Hans ansigt er oplyst af den bærbare computer der står foran ham. Han rejser sig, tænder en cigaret i vinduet og siger: 

”PTSD er det værste der er sket for mig - men det er også det bedste”. Claus forklarer, at han gennem sin sygdom har udforsket sin kreativitet. Stuen er fyldt med abstrakt kunst på væggene. Fem gamle cigaretpakker, med billeder af børn med sut der ryger, sidder klistret til et maleri i røde og gule farvenuancer.

På hylden står en figur, hvor to små højttalere har fået påsat en lille, laksefarvet mund, så det ligner en person.

”Prøv at tage den Lego mand ned og se hvad der er i hovedet.” siger Claus og smiler. Oven på et af køkkenskabene står en stor, gul Lego mand. 

”Jaaa, det havde du ikke regnet med, hva’!” griner han. I hovedet ligger en blød plastikhjerne.

Ganske få minutter inden havde Claus fortalt, at han gennem et ketamin-trip fik en ud-af-kroppen-oplevelse, der reddede hans liv. 

”Jeg så andre byggesten end universets. Det var fascinerende. Jeg havde lige pludselig ikke lyst til at tage livet af mig selv.”

Claus har i perioder haft det så svært, at han overvejede selvmord. Han burde være død af en overdosis op til flere gange. Men han er her endnu.

På bordet ved siden af sofaen står en stor stak bøger stablet ovenpå hinanden. Der er i hvert fald otte. Det er lærebøger, som Claus igennem de næste par år skal læse. Han er startet på lærerseminariet i Silkeborg i sommer, og vil gerne være billedkunstlærer. 

”De er svære at komme igennem, fordi PTSD’en hæmmer min koncentrationsevne.” Hans praktikgruppe på uddannelsen er heldigvis meget overbærende, og ved, at Claus har nogle udfordringer. 

Claus ved ikke hvad fremtiden skal bringe. Han tager en dag ad gangen. Det eneste han planlægger er, hvis han skal ud og rejse. Udover at producere musik og kunst, elsker han også at fotografere. 

”Hvis jeg kan få en læreplads hos en fotograf, kunne jeg godt finde på at droppe lærerseminariet.”

Kameraet står klar på reolen for enden af stuen. Lige til at hive fat i og skyde løs med.